Friskolerne gør sig klar til skolestart
Foto: Iben Hedemann
På mandag starter det nye skoleår for de nordjyske skoler. Det markerer samtidig startskuddet for de 11 nye friskoler, der er opstået i forbindelse med sidste års massive skolelukninger.
Astrup Friskole er en af de skoler, der kæmper for at få de sidste detaljer på plads, inden det går løs mandag. Her skyder skolens 20 elever skoleåret i gang.
- Jeg glæder mig helt vildt. Jeg glæder mig til, at børnene kommer, og vi skal hygge os, og så skal vi ordentligt i gang, siger skoleleder Sasja Steinov Thrane.
Mariagerfjord Kommune valgte tilbage i december sidste år at lukke otte af kommunens skoler for i stedet at samle eleverne på større skoler. Det fik nogle borgere i Astrup til at åbne en friskole.
- Det gjorde vi for at have et alternativ til den store skole. Samtidig ville vi også have noget at tilbyde byen, således den bliver attraktiv for unge familier, siger Lene Raunholt, der er bestyrelsesformand for den nye skole.
Astrup Friskole er langt fra den eneste nye friskole i landsdelen. I Hjørring Kommune er der blevet oprettet 5 skoler. I Jammerbugt 1 ny skole, i Mariagerfjord 2 skoler, Thisted 2 skoler og i Vesthimmerland 1 skole. I alt 11 nye friskoler. Ifølge Sasja Steinov Thrane giver det fordele for eleverne.
- Vi går ind og tester eleverne for at finde deres faglige niveau, og så giver vi dem materiale på det niveau - og ikke nødvendigvis femteklassesmateriale, bare fordi de har den alder, siger hun.