Frisør risikerer bøde for facebookbilleder

Frisør Majbritt Pedersen fra Aabybro har lagt overvågningsbilleder af formodede tricktyve på Facebook. Nu risikerer hun en bøde.

Nordjyllands Politi gik ikke ud i offentligheden med overvågningsbillederne fra Maybritt Pedersens salon Pappilotti, da hun blev udsat for et tricktyveri. Derfor besluttede hun at gøre det selv, med et eneste formål.

- Det er simpelthen for at advare andre. Når det bliver lagt ud, så kan folk være opmærksomme på det, siger Maybritt Pedersen.

Tyvene kan få lov at plyndre og gå på togt, mens jeg kan få en bøde, hvis vi lægger billeder op.

Dermed overtræder hun formentligt persondataloven og krænker tyvenes rettigheder. Politiet har mulighed for at offentliggøre billederne, men private må kun offentliggøre billederne hvis man har tyvenes samtykke, og det har Majbritt Pedersen i sagens natur ikke. Dermed risikere hun at få en bøde af politiet. Hos Nordjyllands Politi kan man godt forstå, at Maybritt og andre i samme situation er frustrerede.

- Der er ingen tvivl om at folk bliver frustrerede. Desværre, for det er i bund og grund kun os, der må offentliggøre de her billeder. Det er reguleret lovmæssigt, siger Jens Møller Søgaard, politikommissær ved Nordjyllands Politi.

Dagli'brugsen i Tranum havde besøg af tricktyvene samme dag som Majbritt Pedersen. Her mener personalet at det er i orden at frisøren har lagt billederne på Facebook, når nu politiet ikke vil.

- Det vil hjælpe mange små forretninger, så de er opmærksomme, når de kommer ind i vores forretning, siger Helle Holst, der er kassemedarbejder i Dagli’ Brugsen i Tranum.

I Grill og Ishytten i Gistrup, der også har haft besøg af tricktyve, mener indehaveren at tyvene har flere rettigheder end ham. Han har også lagt billeder op på Facebook af tricktyvene, men han tog dem af igen, fordi han ikke vil have en bøde.

- Det er tit politiet får nogle informationer og billeder og de lægger det ikke op på deres hjemmeside, som de ellers burde og sige at det er dem her vi eftersøger i området. Tyvene kan få lov at plyndre og gå på togt, mens jeg kan få en bøde, hvis vi lægger billeder op, siger Torben Gøttler, der ejer Grill & Ishytten i Gistrup.

Andre der har begået selvtægt ved at lægge billeder af tyve på internettet har typisk fået en bøde mellem 5.000 og 10.000 kroner. Den bøde er Majbritt Pedersen parat til at tage.

- Det må jeg tage derfra. Det kan også være at der er nogle der vil betale bøden, hvis det skal være, siger Maybritt Pedersen.

Helle Holst og Torben Gøttler bekræfter begge at de gerne vil hjælpe med at betale bøden.

- Jeg skal nok give et bidrag, hvis hun får en bøde. Så må vi jo stå sammen, siger Torben Gøttler.


Seneste nyt

fra Nordjylland