Frivillig hjælper økonomisk trængte

En kvinde fra Ulsted slår hver anden lørdag dørene op til sin kælder. Her har hun samlet tøj og andre ting sammen, som økonomisk trængte nordjyder kommer og henter. Initiativet bliver brugt flittigt, og i dag var sidste åbningsdag inden jul.

Anne Marie Fredensdahl fra Aalborg er en af dem, der har taget turen til Ulsted ved Hals for at se, hvad kælderen tilbyder.

- Jeg kigger efter tøj til mine børn, primært bukser, men også noget de kan have på juleaften. Pengene de er lidt små, så vi har ikke råd til at købe nyt tøj, bare fordi de skal bruge det juleaften, siger Anne Marie Fredensdahl, der er mor til fire små børn.

Det er Dorte Kristensen fra Ulsted, der lægger kælder til projektet. Hun bruger det meste af sin fritid på at samle ting sammen, der må foræres væk til dem, der har brug for det.

- Det går ud på at folk, der er økonomisk trængte, de kan komme herned og hente alt det tøj og fodtøj og legetøj, som de står og mangler til deres børn og til dem selv, siger Dorte Kristensen.

Hjerterum og gode intentioner er årsagen til at kælderen er opstået. Dorte Kristensen fortæller, at hun tog initiativet, fordi hun selv ved, hvordan det er at skulle vende hver eneste krone, for at få hverdagen til at hænge sammen.

- Og så er det også det sociale i det. Jeg synes det betyder meget, at man kan komme og snakke med nogen, der er ligestillede, siger hun.

Det er via facebook-gruppen "HelpingHands Nordjylland", at Dorte Kristensen annoncerer åbningstider og arrangementer i sin kælder. Gruppen har næsten 1600 medlemmer.

https://www.facebook.com/groups/609174359125055/?fref=ts

- Folk kommer fra hele Nordjylland af, siger Dorte Kristensen.

I dag er sidste åbningsdag inden jul. For Anne Marie Fredensdahl er det første gang, hun besøgerkælderen, og besøget i Ulsted er vellykket.

- Jeg har fundet en nederdel til min datter, som hun skal have på, og jeg har fundet nogle sko til min søn på 5 år, så han ikke skal løbe rundt i gummistøvler i det her vejr, siger Anne Marie Fredensdahl.


Seneste nyt

fra Nordjylland