Frost i sommerhuse
Foto: Johnni Isaksen
TopDanmark advarer mod frostsprængte rør i sommerhuse til vinter.
En frygtet vinterkending er frostsprængninger, og sidste års kolde vinter har vist, at frygten er begrundet.
Hvert år oplever sommerhusejere, at rørene i deres sommerhus sprænger på grund af frost.
Sidste vinter var der 15 gange så mange frostsprængninger som i 2008/2009.
Derfor opfordrer Topdanmark sommerhusejere til selv at handle, hvis de vil undgå skaderne. Forsikringen dækker nemlig ikke vandskader efter frostsprængninger, hvis man ikke selv har forsøgt at forebygge dem.
Hvis man ikke handler, før frosten sætter ind, er der større risiko for, at vandet i rørene fryser og udvider sig, hvilket kan ende med at sprænge røret. Når vandet efterfølgende smelter, vil det strømme ud i huset, og det kan give massive skader.
- I de seneste to års meget kolde vintre har vi set en markant stigning i antallet af frostsprængninger i rør i sommerhuse. Skaderne på sommerhusene kan blive meget alvorlige, fordi man måske ikke opdager det i tide, da sommerhusene ofte står tomme. I stigende grad ser vi, at man har store værdier i sit sommerhus, og de risikerer at gå tabt. Det er rigtig ærgerligt, siger Lene Koudal Cinicola fra Topdanmarks butik i Aalborg.
Ifølge Topdanmark kan man dog selv gøre meget for at undgå skaderne. Den sikreste metode er at lukke for vandet og tømme rørene for vand, så de ikke kan fryse til.