Fulde nordjyder bag rattet

Syv bilister blev i løbet af natten til søndag sigtet for at have kørt i påvirket tilstand.

Der har været mere end sædvanligt travlt for politiet på de nordjyske veje i nat, hvor syv bilister blev sigtet for at køre med alkohol i blodet, mens en bilist blev sigtet for narkokørsel.

Spritbilisterne kørte i hele regionen. To blev stoppet i Hobro, en i Aalborg, en i Brovst og tre i Frederikshavn.

Især spritbilisten i Brovst gjorde sig bemærket, da hun klokken 00.30 påkørte både en parkeret bil og en trailer.

I Sindal stoppede politiet en bilist med narko i blodet.

Ved Nordjyllands Politi har vagtchef Carsten Kjær en idé om, hvorfor der var øget aktivitet på de nordjyske veje i nat. 15.000 mennesker var samlet til Lukas Graham-koncert i Aalborg, mens 5.000 festede til Rock i Frederikshavn.

- Om det er koncerterne eller sommervarmen ved jeg ikke, men man kan jo have en formodning om det, siger vagtchef Carsten Kjær.

Alle bilisterne blev stoppet i tidsrummet mellem klokken 23.00 lørdag aften og 7.00 søndag morgen.


Seneste nyt

fra Nordjylland