Gæld afskrives: Museer kan ånde lettet op

Museer slipper for at betale millioner tilbage, som de har lånt af Arbejdsmarkedets Feriefond.

En række nordjyske museer kan i dag ånde lettet op. De slipper for at betale mange millioner tilbage, som de har lånt af Arbejdsmarkedets Feriefond, og som de indtil for få år siden opfattede som donationer. Nu skal kun en brøkdel af lånene betales tilbage.

Klokken 13 i dag var der møde i Beskæftigelsesministeriet, hvor kulturministeren og beskæftigelsesministeren mødtes med repræsentanter fra 30 museer i Danmark, der til sammen skylder 900 millioner kroner.

Løsningsmodellen, der blev fremlagt på mødet, betyder, at alle lån under 1,5 millioner bliver afskrevet straks. Det gælder for eksemepel for hele lånet for Limfjordsmuseet (1 mio.) og et af lånene for Ertebølle (1,4 mio.)

Alle andre nordjyske lån får afskrevet 90 procent. Nordsøen kan for eksempel slippe med 6,7 millioner og ikke 67 millioner kroner, og museet vil formentlig vælge at forlænge med 25 år til to procent i rente.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:

- Mit fokus har været at få afsluttet denne sag, og jeg glæder mig over, at der nu er fundet en løsning. Det har været vigtigt for mig, at låntagerne hurtigst muligt fik klarhed over deres situation.

- Jeg synes, at sagen nu er landet rigtig fint. Det er lykkedes at lande en løsningsmodel, hvor vi både tilgodeser låntagerne samtidig med, at der også er penge til at hjælpe udsatte familier til at få nogle gode ferieoplevelser.

- Jeg kan godt forstå, at låntagerne har været frustrerede. Det har været et langstrakt forløb, fordi reglerne omkring statsstøtte er komplicerede. Nu har dialogen med EU-Kommissionen båret frugt, og aftalekredsen er enige om, at det er den bedst mulige løsning, hvor vi tilgodeser alle hensyn., siger Peter Hummelgaard.

Kulturminister Joy Mogensen siger:

- Nu er der endelig sat et punktum for et meget langt forløb. Jeg er glad for, at der er fundet den bedst mulige løsning, så kulturinstitutionerne kan få den afklaring, de har ventet på.

Handicap- og kulturinstitutioner, der med den nye model fortsat har en restgæld efter afskrivning, har to valgmuligheder. Enten kan man betale den resterende hovedstol fuldt ud, eller også kan man vælge at overgå til et nyt lån over 25 år med to pct. rente.

Karl Henrik Laursen, der er direktør for Nordsøen Oceanarium, er glad for, at der nu er fundet en løsning.

- Vi har selvfølgelig håbet på og arbejdet på i mange år, at det var en forlængelse af lånet, som vi var stillet i udsigt. Når det så ikke kunne lade sig gøre rent juridisk i forhold til EU-lovgivning, så er vi godt tilfredse med, at der er fundet en løsning, hvor vi kun skal betale ti procent tilbage, siger Karl Henrik Laursen.

 

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland