Gårdbrand i Hjallerup - personer skal gå indenfor

Der er brand i en lade i Hjallerup. Beredskabet er på stedet, og arbejder for, at branden ikke breder sig til en grisestald i nærheden. Personer i området skal søge indendørs.

Der er udbrudt brand i en maskinhal på Hellumvej i Hjallerup. Branden udvikler røg, der kan være sundhedsskadelig. Personer i området skal søge indendørs, lukke døre og vinduer og standse ventilationen, oplyser Nordjyllands Politi.

Ilden er opstået af uvisse årsager, men den er under kontrol.

- Det er en maskinhal med halm og markkemikalier, der brænder. Ilden er under kontrol, og Beredskabet vil lave en kontrolleret nedbrænding, fortæller Heine Hansen, der er politiets indsatsleder på stedet.

Kl. 15.48 opstod branden. Cirka 17.15 udsendte politiet en beredskabsmeddelelse om, at der udvikles giftig røg, og at personer skal trække indenfor.

Der er en grisestald 50 meter fra branden.

- Der er grise i nærheden, men der er ikke risiko for spredning af ilden, så de er ikke i fare, da vinden blæser den anden retning, siger Heine Hansen.


Seneste nyt

fra Nordjylland