Genbrug hitter: Men disse varer gider nordjyderne IKKE købe brugt
Det bliver mere og mere populært at købe genbrugsvarer, men der er bestemte ting, som skal være nye, før nordjyderne gider betale for det.
Hvis du skal ud på markedet for at finde nyt sexlegetøj, så vil du sandsynligvis foretrække, at det skal være nyt. I hvert fald hvis du er enig med 82 procent af nordjyderne.
En ny undersøgelse fra DBA's Genbrugsindekset viser, at sexlegetøj er den genstand, som færrest nordjyder kunne finde på at købe brugt.
82 procent af nordjyderne svarer således, at de ikke vil købe brugt sexlegetøj, og at det skal være nyt, mens 81 procent svarer det samme om undertøj.
Til sammenligning er der på landsplan 81 procent af danskerne, der ikke vil købe genbrugt sexlegetøj og 77 procent, der ikke vil købe brugt undertøj.
Sokker og madrasser
Til gengæld er nordjyderne mere åbne overfor at købe brugte sokker og madrasser i forhold til resten af landet.
55 procent af nordjyderne afviser at købe brugte sokker og madrasser, mens det tal på landsplan er 59-, og 57 procent.
Den sidste ting i top fem er hygiejneprodukter såsom parfume. Her svarer 53 procent af nordjyderne, at de ikke vil købe genbrugt. Her er tallet på landsplan 55 procent.