Gernings-mand satte ild til ejendom

En ukendt gerningsmand satte fredag aften ild til en etageejendom i Nørresundby. Branden blev opdaget og slukket inden den udviklede sig.

Beboerne i en etageejendom på Sankt Peders Gade 33 i Nørresundby slap med skrækken, da der fredag aften kort før klokken 23 opstod en brand i bygningen.

En beboer havde opdaget, at der var røg i ejendommens kælder. Beredskabscenter Aalborg rykkede hurtigt ud og fik slukket branden.

- Der var blevet sat ild til nogle beklædningsgenstande, som lå i ejendommens kælder. Derfor formoder vi, at branden er påsat, siger vagtchef Mogens Hougesen fra Nordjyllands Politi.

Ingen beboere i ejendommen kom til skade ved branden. Nordjyllands Politi har ingen spor efter gerningsmanden.


Seneste nyt

fra Nordjylland