- Giv os ro til at sørge

De pårørende til de tre børn, der tirsdag mistede livet i en trafikulykke i Nordjylland, beder pressen om ro.

Familien til de tre børn, der tirsdag på tragisk vis mistede livet i en voldsom trafikulykke ved Sindal i Nordjylland, beder pressen om fred og ro til at håndtere det store tab.

- Vi vil sætte stor pris på jeres respekt for vores privatliv, mens vi prøver at overkomme denne kaotiske begivenhed, siger familien, der til daglig bor i Australien, i en kommentar, som den australske ambassade i Danmark har sendt til Ritzau.

De tre børn - alle søskende - blev erklæret døde på ulykkesstedet, hvor deres 39-årige mor kørte ind foran en modkørende bil i forsøget på at foretage et venstresving fra Lendumvej og ned ad Bredmosevej ved Sindal.

Bilen med kvinden og hendes fire børn kolliderede med den modkørende bil i krydset mellem de to veje.

De dræbte børn er en treårig dreng, en niårig pige og deres storebror på 11 år.

- Vi kunne ikke være mere stolte og beærede over den tid, vi har haft med dem, og vi er sønderknuste over dette tab, skriver familien.

- De var individer, som var vores glæde og vores liv. De vil for altid være savnet af os og af dem, de har berørt i løbet af deres korte liv.

Moderen og et spædbarn samt føreren af den modkørende bil overlevede ulykken.

En rapport, der forventes færdig i løbet af et par uger, skal klarlægge ulykkens omstændigheder.


Seneste nyt

fra Nordjylland