Glemte at slukke komfuret: Naboer frygtede brand

Man skal huske at slukke for komfuret, efter man har kokkereret. Det lærte en beboer natten til fredag ved Grønlandstorv i Aalborg.

Det udviklede sig dog ikke til mere end kraftig røg på en lejlighed på 3. sal.

Beboeren havde lagt sig til at sove, mens en varm gryde stod på et tændt blus, og klokken 3.00 startede en kraftig røgudvikling.

Beredskabscenter Aalborg fik meldingen om røgudvikling i bygningen, efter et par naboer troede, at der var tale om brand, da der kom røg ud af lejlighedens vinduer - men da brandmændene kom frem, viste det sig, at der blot var tale om en meget oset lejlighed.

Ingen i lejligheden fik røgskader.


Seneste nyt

fra Nordjylland