GPS hjælper med saltning

Når vintervejene skal gøres sikre for bilisterne, så skal saltet ramme hele vejen, men samtidig skal saltet helst ikke uden for asfalten.

Og det bliver snart nemmere at styre i Aalborg Kommune. Her er nemlig tre nye maskiner med GPS-styret spredning på vej, oplyser DR Nordjylland.

Dermed bliver det for eksempel nemmere at salte i buslommer og undgå helleanlæg. Og ifølge afdelingsleder i Trafik og Veje, Henrik Jess Jensen, har de nye saltspredere flere fordele.

- Vi reducerer saltforbruget, vi får en positiv miljøeffekt og vi får et bedre serviceniveau for trafikanterne, siger han.

Ifølge Henrik Jess Jensen bruger de nye saltspredere cirka 10 procent mindre salt end de gamle.

Saltsprederne forventes leveret i løbet af få uger.


Seneste nyt

fra Nordjylland