Gratis WiFi i gadelygten
Der skal være lynhurtigt og gratis internet i Brønderslev. Som en af de første i verden vil kommunen nu tilbyde netadgang i det offentlige rum til borgere og turister - og i dag blev der så tændt for den første gadelygte i byen med indbygget internet - det såkaldte Street Wi-Fi.
Brønderslev har fået sin første gadelygte med indbygget - og ikke mindst gratis - internet til borgere og turister.
Fredag klokken 11 blev en ny gadelygte tændt ved Banegårdspladsen i Brønderslev. Ud over at være med på den seneste teknologi ved at have LED-lys, er der også indbygget internet i lampen. Internet, som byens borgere og besøgende kan logge på ganske gratis.
- Vi er så fantastisk glade. Det her er et års arbejde, der nu udmønter sig i noget konkret, siger Steen Rasmussen, direktør i Aalborgfirmaet S-Light, som står bag gadelygterne.
Det er Bredbånd Nord, der har sørget for at få netforbindelse i lamperne, og sammen driver det o parter de næste 21 uger lampen som en forsøgsordning.
Brønderslev Kommune har således blot lagt byrum til, men man vil meget gerne have udvidet løsningen til at gælde større dele af Brønderslev by og kommune.
I dag er det dog ikke tilladt for kommunerne sådan uden videre at tilbyde gratis, offentlig wi-fi til borgerne. Det kan der dog blive lavet om på med et lovforslag, der lige nu behandles i folketinget.
Udover lampen i Brønderslev, er der også opstillet forsøgs-wi-fi ved busterminalen i Dronninglund. Og der kan være mange flere internetgadelygter på vej.
- Der er en kampe interesse. Kommunerne vil have det her, forsyningsselskaberne vil have det, og borgerne vil have det, siger Steen Rasmussen fra S-Light, som i øvrigt også har oplevet interesse fra store dele af verden.