Great Dane dropper fly til København og sender fly til Vietnam
Foto: Great Dane Airlines
Priskrig på ruten Aalborg-København betyder, at det nordjyske flyselskab Great Dane trækker sig fra ruten, og i stedet sendes fly til Vietnam.
Priskrig på ruten Aalborg-København betyder, at det nordjyske flyselskab Great Dane trækker sig fra ruten, og i stedet sendes fly til Vietnam.
Det nordjyske flyselskab Great Dane Airlines begynder ikke indenrigsflyvning op mellem Aalborg og København, hvilket selskabet ellers tidligere havde meldt ud var planlagt.
- Der er i øjeblikket intens priskrig på denne rute, og det ønsker vi ikke at bidrage yderligere til. Vi vil i stedet fokusere på en sund drift, der er positiv for både selskabet og vores medarbejdere, siger direktør Thomas Hugo Møller, Great Dane Airlines.
Selskabet har siden, landet lukkede ned i marts i lighed med mange andre i branchen kæmpet for overlevelse, og Great Dane Airlines har i den forbindelse landet en aftale i udlandet. Nærmere bestemt i Vietnam, hvor Great Dane Airlines udstationerer to fly og 45 medarbejdere.
- Samtidig med udstationeringen, vil vi i Danmark fokusere på vores nuværende aftaler med charterselskaber og vores egen rute Aalborg-Malaga, lyder det fra direktøren.
Great Dane Airlines har sikret sig aftalen i Vietnam, der betyder, at de to fly skal beskæftiges med charterflyvning i Vietnam henover de næste seks måneder.
- Vi har arbejdet længe på en løsning og beskæftigelse til vores fly, som kunne sikre både selskabet og vores medarbejdere. Vi sender to af vores fly, Embraer 195, til Hanoi i Vietnam , siger direktør Thomas Hugo Møller og tilføjer, at flyselskabet er blevet valgt til opgaven på grund af den moderne flytype og det høje serviceniveau, som kendetegner Great Dane Airlines.
Aftalen har været længe undervejs, men er nu endelig og sikrer selskabet frem mod sommeren 2021, hvor Great Dane Airlines vil vende tilbage til deres kerneforretning, nemlig at flyve chartergæster til syden med Danmarks bedste service.
45 medarbejdere fra Great Dane Airlines rejser sidst i juli til Vietnam, og mange af dem bliver der hele perioden på seks måneder.