Greenpeace har forladt boretårn efter 21 timers protest
Foto: TV2/News
15 aktivister fra miljøorganisationen Greenpeace blev natten til tirsdag sigtet for ulovlig indtrængen, da de forlod det boretårn i Dybvad, der skal lede efter skifergas i undergrunden.
Efter 21 timers protest forlod 17 aktivister fra miljøroganisationen Greenpeace omkring klokken 01 natten til tirsdag det boretårn i Dybvad, som det franske energiselskab Total skal bruge til at lede efter skifergas i den nordjyske undergrund med.
- Aktivisterne har udvist et kæmpe mod og miljøansvar med aktionen, som ikke bare har forsinket Total et døgn med deres meningsløse, første boring, men også været med til at skabe national opmærksomhed om de ødelæggelser, som skifergas kan skabe, udtaler Tarjeu Haaland, der er klima- og energimedarbejder i Greenpeace i en pressemeddelelse.
- Det er afgørende, at vi får mere viden ud til befolkningen og lagt pres på for, at miljøministeren og politikerne kommer til fornuft og forbyder fracking i Danmark. Jeg tror, at vi nu har nået et vigtigt skridt videre hertil, og vi fortsætter kampen med alle fredelige midler, fortsætter han.
Nordjyllands Politi oplyser i en pressemeddelelse at da aktivisterne på eget initiativ indstillede aktionen, blev de mødt af politiet, der registrerede og sigtede 15 mænd og kvinder for overtrædelse af straffelovens paragraf om ulovlig indtrængen.
Det hele foregik i god ro og orden og ingen personer blev anholdt i forbindelse med sagen.