Grønne mælkekasser skaber vækst i Nordjysk virksomhed
I fremtiden skal virksomheden Aage Vestergaard Larsen fra Mariager stå for en stor del af alle Arlas grønne mælkekasser.
I Mariager er de gode til at genanvende plastik. Faktisk er de nogle af landets bedste. Virksomheden hedder Aage Vestergaard Larsen, og i fremtiden skal den genanvendte plastik bruges til at lave Arlas grønne mælkekasser.
- En aftale som den her er utrolig vigtig for os i Mariager fordi, den viser, at vi kan være med, når man snakker om at højne kvaliteten i produkter, der er lavet ud af genanvendt plast. Det betyder for os, at når vi kan lave kvalitet, så kan vi også bibeholde produktionen i Danmark, udtaler Franz Cuculiza, der er administrerende direktør i Aage Vestergaard Larsen.
Den nye samarbejdsaftale med Arla har stor betydning for virksomheden, der i forvejen er Danmarks største inden for genanvendelse af plastaffald. Aftalen betyder, at der skal produceres mellem 300.000 og 400.000 mælkekasser om året.
- Vi er i dag 50 medarbejdere, der beskæftiger sig med genanvendt plast, og vi forventer bestemt her i de kommende år, at vi bliver ved med at udvikle vores samarbejde med de større kunder, og det betyder helt klart, at vi også bliver mange flere ansatte, siger Franz Cuculiza.