Grønskollinger af Guld: Thomsen opgav aldrig drømmen

Fortællingen om Nicolaj Thomsen er historien om en spiller, der i en sen alder fik at vide, at han ikke var god nok. Men med en viljestyrke ud over det sædvanlige endte han med at slå igennem.

'Den grimme ælling' er blevet et generelt begreb i det danske sprog om noget, der først bliver set ned på, men senere bliver anerkendt. I fodboldtermer kunne man også kalde det 'en Nicolaj Thomsen'.

Modsat stort set alle af sine Superliga- og landsholdskollegaer har han aldrig været blandt de bedste i sin årgang. Som 15-årig var Nicolaj Thomsen ikke tilknyttet AaB's talentafdeling. Han tog derfor selv ud for at prøvetræne med de på papiret større talenter - men det var ikke nok til at overbevise AaB.

- Jeg fik at vide efter mine træninger, at jeg nok ikke var helt klar til at komme på holdet endnu. De sagde, at jeg var for lille og ikke hurtig nok, og at jeg skulle gå hjem og arbejde videre med de ting, hvis jeg en dag skulle komme til at spille for AaB, siger Nicolaj Thomsen.

- Det tog jeg nok lidt til mig og gik hjem og arbejdede knaldhårdt. Det kunne ikke passe, at de skulle fortælle mig det, for jeg følte selv, at jeg var god nok til at være med, fortsætter han.

Som næsten 17-årig flytter Nicolaj Thomsen på eget initiativ ud på AaB College for at se, hvad det kan blive til. Men heller ikke på det tidspunkt ser den nordjyske storklub noget specielt i knægten fra Skagen.

&

- Jeg var ikke den mest iøjnefaldende spiller, så efter par træninger røg jeg ned på tredjeholdet. Stille og roligt kom jeg op ad stigen, og så tog det lidt fart, siger Nicolaj Thomsen.

Nicolaj Thomsen står aldrig stille. Hverken inden for eller uden banen. Han tager tilbageløb på Nordjyske Arena, som andre finder umulige. Han selvtræner, fordi han vil og ikke skal. Han har set, at det betaler sig at kæmpe videre - på tidspunkter, hvor de fleste nok havde givet op.

- Jeg har set, at man med hårdt arbejde kommer langt, og det var den vej, jeg var klar til at tage, siger han.

2014 blev året, hvor Nicolaj Thomsen for alvor fik afkast for tiden på træningsbanen og i styrkelokalet. Han var en profil på AaB-holdet, der vandt både mesterskab og pokaltitel. Han spillede en vigtig rolle i efterårets Europa League-succes, sendte Danmark videre til U21-EM, og så kulminerede det, da han i november fik debut på A-landsholdet.

Men lidt har aldrig været godt nok for Nicolaj Thomsen. Når et mål er nået, finder han altid et nyt. Det nye mål er springet fra Superligaen til en større europæisk klub, og med nordjydens tendens til at nå de mål, han sætter sig, går der nok ikke længe, inden Thomsen bedrifter i AaB blot er historie.

- Jeg har altid haft det sådan, at jeg sætter baren højt. Jeg vil have det ekstremt ærgerligt, hvis jeg sad tilbage efter min karriere og tænkte, at jeg ikke gjorde nok. Hvor det så ender ud, ved jeg ikke, men jeg håber selvfølgelig, at det bliver på aller øverste hylde, slutter Nicolaj Thomsen.

På tirsdag kan du se det fjerde afsnit i "Grønskolllinger af Guld". Her sætter vi fokus på Kasper Pedersen, der som amatør slog igennem på AaB's Superliga-hold.

Se første afsnit af Grønskollinger af Guld

Se andet afsnit af Grønskollinger af Guld

Se fjerde afsnit af Grønskollinger af Guld

Se femte afsnit af Grønskollinger af Guld

Se sjette afsnit af Grønskollinger af Guld


Seneste nyt

fra Nordjylland