Gymnasieelever laver lektier med lærere
Foto: TV2/Nord
Bedre karakterer og støre motivation. Det er, hvad man opnår, når lærere og elever sætter sig sammen om hjemmearbejdet.
Mens mange gymnasier tilbyder lektiehjælp en gang om ugen, så
går Hasseris Gymnasium i Aalborg et skridt længere. Det rydder
skemaet og afsætter en hel dag om måneden til lektielæsning. Det
oplyser P4 Nordjylland.
Så kan eleverne sidde på gymnasiet sammen med lærere og andre
elever og lave opgaver eller læse.
Det er både godt for de stærke og svage elever, lyder det fra skolen, og eleverne er glade for ordningen.
- Jeg kan gå i dybden med stoffet og forbedre mine afleveringer, siger Christna Nyby, der går i 3.A.
Klassekammerat Julia Hagensby ser også positivt på tilbuddet.
- Jeg får lavet mine daglige lektier og får mere tid til mine afleveringer, siger hun.
Rektor Anders Bach Jensen ser også Studiedagene som nødvendige.
- Erfaringen viser, at eleverne har svært ved at overskue lektiearbejdet i en travl hverdag, og det skal vi hjælpe med, mener han.