Hængebugsvin angriber føl

Et drama har i dag udspillet sig hos en hobbyhesteavler i Vendsyssel. Hængebugsvin gik til angreb på en flok heste

Hele formiddagen ånder alt fred og ro i Aage Peder Thomsens hestefold ved Dybvad nær Sæby. Men lidt over middag bliver hestene pludselig urolige.

- Jeg er straks klar over at noget er galt, og jeg skynder mig ud til hestene, siger Aage Peder Thomsen til TV2/Nord.

Kort tid efter ser Aage Peder Thomsen to hængebugsvin. Det ene går til angreb på de to følhopper Tora og Selma.

- Svinet sprang også på min mand. Og bider ham i benet, siger Aage Peder Thomsens kone, Birthe Thomsen.

- Ja, den bider mig da, men jeg er ikke bange for sådan en pjalt, bryder Aage Peder Thomsen ind.

Straks bliver politiet alarmeret. Betjente og en skytte fra Falck bliver udkommanderet og de to hængebugsvin bliver nedlagt.

- Så har vi da maden til julefrokosten, siger den ene af betjentene, mens dyrene bliver slæbt væk.

Det er uvist hvorfra hængebugsvinene er undsluppet.

SE MERE I TV2/NORD KL. 19:30


Seneste nyt

fra Nordjylland