Han bliver kaldt verdensstjernernes hudpleje-guru: Ole Henriksen fejrer 40 års jubilæum
Det er efterhånden fire årtier siden, at de første produkter fra den ukronede konge af hudpleje fandt vej til butikkernes hylder. Mød Ole Henriksen til et interview om at være 40-års jubilar i denne uges udgave af Indblik.
Det er nok alligevel de fleste danskere, som kender hans navn. Som straks kan citere den ikoniske sætning ”I love it” eller referere til et sjovt klip med ham – eller få et smil på læben ved tanken om hans smittende humør.
I efterhånden 40 år har Ole Henriksen – eller rettere hans firma ”Ole Henriksen Skin Care” - forsynet verdensmarkedet med hudplejeprodukter. En milepæl, som hovedpersonen selv er meget ydmyg omkring.
- Det er en kæmpestor ære, fordi det har været en imponerende og vildt spændende rejse gennem livet – så mange etaper. Men det bedste ved det har egentlig været samarbejdet med imponerende kolleger, hvor vi inspirerer og motiverer hinanden, fortæller han.
Jeg synes, der er så meget at være glad og taknemlig for,
Ole Henriksen
Ole Henriksens første hudplejeprodukter fandt vej ud på markedet i 1983, men allerede i 1975 åbnede han sin første skønhedsklinik i Los Angeles. Inden da havde tilværelsen budt på et liv som showdanser, da Ole Henriksen tilfældigt mødte en kvindelig hudspecialist på en rejse til Indonesien.
- Jeg havde selv udfordringer med min hud. Og da jeg mødte Lagita, sagde hun bare til mig: ’Ole, din hud ser forfærdelig ud. Men jeg er ekspert, og jeg kan hjælpe dig.’ Og hun forandrede min hud, fortæller han.
Det blev vendepunktet for den unge dansker med rødder i Nibe. Efterfølgende uddannede han sig til kosmetiker i London og det var kærligheden, som endte med at føre ham til USA og Los Angeles, hvor han siden er blevet kendt som ”skin care guru to the stars” og verdensstjerner som for eksempel Diana Ross, Kirk Douglas og Cher igennem årene har været faste kunder i hans skønhedsklinik.
Den evigt positive nordjyde
Den overstrømmende varme overfor andre mennesker og smilet, der nærmest fast strækker sig fra øre til øre, er noget af det, som allerbedst kendetegner Ole Henriksen.
Også da undertegnede journalist møder ham forud for interviewet i Indblik:
Her er ingen afmålte og formelle håndtryk. Kun et kæmpe smil og en ordentlig krammer.
For det er sådan, han er.
Og dårlige dage hører absolut til sjældenhederne i Ole Henriksens liv. Efter eget udsagn hopper han ”altid ud af sengen med krudt i røven.”
- Jeg synes, der er så meget at være glad og taknemlig for, konstaterer han.
Adspurgt, om han vitterligt aldrig har en dårlig dag, kommer svaret prompte:
- Ikke rigtig. Det mener jeg virkelig, at jeg kan sige dig oprigtigt. Altså, jeg er så taknemlig over, at jeg kan få lov at arbejde indenfor noget jeg elsker, hvor jeg hjælper med at gøre en forskel i verden, siger han.
Det positive sindelag tilskriver Ole Henriksen desuden sit nordjyske ophav. Under opvæksten i Nibe havde hans forældre ofte let til latter og smil.
- Især far var ekstremt positiv. Om morgenen sagde han altid: ’Ole, er det ikke en dejlig dag?’ Både han og min mor var meget åbne og generøse mennesker, husker han.
Livet er en rutsjetur
Man skal dog ikke tage fejl. For nok kan Ole Henriksens liv ved første øjekast lyde som én lang dans på roser. Men sagt med hans egne ord har det – i lighed med de fleste menneskers liv – ”været en rutsjetur.”
Nok var det kærligheden, som bragte ham til USA, men det var selvsamme kærlighed, der endte med at hans daværende kæreste truede ham på livet.
En oplevelse, som Ole Henriksen dog aldrig har haft ondt af sig selv over, og som han vælger at betegne som ”en del af livets bagage.”
- For inderst inde var min livsglæde der altid: Min taknemlighed for livet, mine medmennesker og mit arbejde, husker han.
- Og så mødte jeg Laurence, som jeg har været i forhold med i 38 år, fortæller han, mens smilet lige får et ekstra nøk.
Og du har ikke set dig tilbage siden?
- Aldrig!
Ole Henriksen er gæst i denne uges Indblik, som du kan se allerede nu i playeren. Du kan også kigge med i aften klokken 19.50 på TV2 Nord Salto eller downloade programmet som podcast.