Håndboldekspert: ADH-træner burde fyres

De nordjyske håndboldligahold nåede i denne uge et foreløbigt lavpunkt i sæsonen. Både Aalborg DH og AaB ligger til at skulle spille om nedrykning. Det får nu håndboldeksperten Peter Laigaard til at sige, at Aalborg DHs træner burde fyres.

Resultatmæssigt er der i øjeblikket mere spænding i at følge Frederikshavns puslingehold end stjernerne i Aalborg DH. Efter otte nederlag i træk undrer håndboldeksperten Peter Laigaard sig over, hvorfor træner Leif Gautestad ikke får fyresedlen.

- Man kan bare konstatere, at der to trænere, der er blevet fyret i håndboldligaen i denne sæson, og de har altså præsteret væsentligt bedre resultater end Aalborg DH. Jeg ved ikke hvad der ligger bag i Aalborg DH. Når man har meldt ud, at man vil være med i slutspillet og så kun har fire point indtil nu, så ville der være klubber, hvor træneren var røget betydeligt tidligere, siger Peter Laigaard.

Under træner Christian Dalmose havde Aalborg DH succes med en spillestil, hvor det var individualister som Tanja Logvin der trak læsset. Leif Gautestad vil til gengæld spille en kollektiv spillestil, hvor stjernerne skal rette ind - en spillestil, der slet ikke passer til holdet mener Peter Laigaard.

- Man skal gøre sig klart, når man kommer som træner, at man skal stikke en finger i jorden. Det kan godt være, at man ønsker at spille på en bestemt måde, men hvis man har nogle spillere der spiller på en anden måde, så får man ikke gode resultater, hvis man holder på sin egen spillestil for enhver pris, siger Peter Laigaard.

I Aalborg DH fastholder ledelsen, at træner Leif Gautestad er fredet.

- Der er sikkert mange der har kommentarer til hvordan vi skal drive Aalborg DH i øjeblikket. Det er nemt, når man står udenfor. Men vi har besluttet, at vi ikke fyrer Leif Gautestad, siger bestyrelsesformand i Aalborg DH, Jens Holm Danielsen.

Jens Holm Danielsen antyder, at man ikke vil finde en træner der passer til holdet - man vil hellere finde spillere der passer til træneren.

- Ja, der vil være spillere, der ikke er plads til i fremtiden, men det tager vi internt. Der er jo også kontrakter der udløber. Vi fortsætter med en kollektiv spillestil, siger bestyrelsesformanden.

Aalborg DH ligger nu anden sidst i ligaen. Hvis den placering holder sæsonen ud kan holdet komme til at spille om nedrykning - mod 1. divisions holdet Team Sindal-Tårs.

- Det vil gøre ondt i hjertet på Aalborg DH spillerne, hvis de skulle opleve det, siger Peter Laigaard.


Seneste nyt

fra Nordjylland