Handicappede flytter på ældrecenter
Foto: Thomas Gaardsmand (arkiv)
Byrådet i Rebild Kommune tog torsdag aften stilling til spørgsmålet om, hvor de 16 handicappede beboere skal flytte hen.
16 handicappede beboere fra boformerne i Støvring og i Terndrup skal flyttes på ældrecenter - men får lov at blive sammen. Det besluttede politikerne i Rebild Kommune torsdag aften.
Et snævert flertal på 14 stemte for, at de 16 handicappede beboere skal flytte sammen til Nørager Ældrecenter. Dermed blev der sat et foreløbigt punktum i den meget omdiskuterede sag.
De 16 beboere bor pt. i handicapboliger i Støvring og i Terndrup, men boligerne trænger til så omfattende renovering, at de ikke kan blive boende. Sagen har vakt megen debat, da kommunens forvaltning ville skille beboeren ad og flytte dem til ledige ældreboliger, der står tomme flere steder i Rebild. Undervejs er forvaltningsdirektør Flemming Hansen også blevet beskyldt for at lyve om et notat.
Sundhedsudvalget i Rebild Kommune skal nu diskutere, hvordan man løser flytningen bedst muligt- og forvaltningen skal regne på, hvordan det kan lade sig gøre rent økonomisk.