Handlende imod varmestue

Kirkens Korshærs ønske om en varmestue i Søndergade i Aalborg er blevet mødt med massiv modstand fra gågadeforeningen

Ideen om en varmestue er sendt ud i nabohøring, og i den forbindelse er medlemmerne i Algade-Bredgade Gågadeforening gået sammen om at gøre indsigelse. De handlende frygter, at alkoholikere og misbrugere vil komme til at dominere pladsen, der forbinder Algade og Nørregade, så kunderne bliver skræmt væk.

- Vi har allerede problemer med stofmisbrugere, der stjæler fra stativerne og med alkoholikere med løstgående hunde, fortæller Erik Jensen, der er medlem af bestyrelsen i gågadeforeningen.

Han har selv været en tur i retten som voldsoffer. Han blev overfaldet, da en stofmisbruger blev afsløret i at stjæle fra gågadeudstillingen foran hans butik.

Jonas Jakobsen fra Kirkens Korshær kan godt forstå de handlendes bekymringer, men mener, at frygten en ubegrundet. Kirkens Korshær har i forvejen en række væresteder i byen, der ikke giver anledning til større problemer.

- Nu skal vi først få tilladelse til at bruge bygningen til varmestue. Hvis vi så får lov, så er det min fornemmeste opgave at få en snak med naboerne, så de ved, hvad det er vi går og laver, fortæller Jonas Jakobsen til TV2/Nord.

Kirkens Korshær er ikke uvante med protester. Da Kirkens Korshær åbnede i Skurbyen var der også protester, men i dag er skepsis og modstand vendt til et godt og fredeligt naboskab.


Seneste nyt

fra Nordjylland