Hannesbo skifter til Vendsyssel FF
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Marcus Hannesbo skifter fra AaB til Vendsyssel FF.
Marcus Hannesbo, som i de seneste par sæsoner har været udlejet til henholdsvis AC Horsens og FC Fredericia, skifter på en permanent aftale til Vendsyssel FF.
Det skriver AaB i en pressemeddelelse.
Marcus Hannesbo kom i 2013 i en alder af 11 år til AaB fra partnerklubben Støvring I.F.
AaB’s sportsdirektør Ole Jan Kappmeier udtaler:
- Vi vil gerne takke Marcus for hans mange år i klubben. Marcus er stadig en ung spiller, der har brug for spilletid, og forhåbentlig kan han nu finde den i Vendsyssel F.F. I hvert fald ønsker vi ham alt det bedste fremover.
Marcus Hannesbo supplerer:
- Jeg har haft en god tid i AaB, hvor jeg gennem de seneste 11 år har mødt en masse gode mennesker, som jeg gerne vil takke for vores tid sammen. Det gælder både spillere, trænere og ledere.
- Derfor er det selvfølgelig også vemodigt for mig at forlade klubben, men omvendt er jeg meget glad for at få chancen i Vendsyssel F.F., hvor jeg med en længere aftale nu kan finde ro til at udvikle mig og forhåbentlig bidrage via en masse spilletid, siger Marcus Hannesbo.
21-årige Marcus Hannesbo opnåede 32 officielle kampe og fire scoringer for AaB, hvor han havde kontrakt indtil 30. juni 2025.