Hans Jørgen har mistet afgrøder for en kvart million: Nu langer han ud efter kommunen
Foto: Jesper Bo Winther / TV2 Nord
Hans Jørgen Grynnerup mener, at Aalborg Kommune glemmer landmændene i deres klimasikring.
- Det er deprimerende, man har lavet et stykke arbejde, som bare er fuldstændig tabt.
Sådan lyder det fra landmand Hans Jørgen Grynnerup, der har 26 hektar med vårhvede ned til Lindenborg Å. Siden midten af juli har de 22 hektar nemlig stået under vand.
Åen er nemlig gået langt over sine bredder, så omkring 50 hektar står under vand bare i Vaarst-området.
Derfor har han mistet afgrøder for omkring en kvart million kroner.
Kommunen klimasikrer jo rask væk i byerne, men hvad vil de på landet ved årene? Der må de også ud og gøre noget,
Hans Jørgen Grynnerup
Kommunen får skylden
Hans Jørgen Grynnerup og de andre ramte landmænd giver Aalborg Kommune skylden. De mener nemlig, at grødeskæringen er alt for dårlig. Så den 50 kilometer lange å leder ikke vandet ordentlig væk, og så kommer oversvømmelserne.
- Man har kun skåret i hal brede af åen, og så leder den meget mindre vand, påpeger Hans Jørgen Grynnerup.
For at spare valgte det tidligere Energi- og Miljøudvalg i Aalborg Kommune for tre år siden at spare på grødeskæringen. En beslutning den nuværende rådmand på området gerne vil have lavet om.
- Nu er der jo nogle budgetforhandlinger, der er i gang, og den faktisk marginale besparelse, jeg tror, det var noget med 125.000-130.000, man kunne finde der, den vil vi selvfølgelig prøve at rulle tilbage igen, for man kan jo se, at der virkelig er en nødvendighed i at kunne lave de her ekstra skæringer. Den konsekvens, som vi ser nu, den overstiger jo langt den der lille besparelse, som man prøvede at finde tidligere, konstaterer Rådmand for By og Land i Aalborg Kommune, Jan Nymark Thaysen (V).
Se hele indslaget herunder:
Klimasikrer flere steder
Kommunerne har fokus på at klimasikre, og flere steder er man i gang med at sikre sig mod de stigende mængder vand.
Landmændene bliver dog glemt, hvis man spørger Landbo Nord, Agri Nord og Hans Jørgen Grynnerup.
- Kommunen klimasikrer jo rask væk i byerne, men hvad vil de på landet ved årene? Der må de også ud og gøre noget, konstaterer Hans Jørgen Grynnerup.
For at løse problemet så åen kan komme af med vandet, kan kommunen af hensyn til biodiversiteten dog ikke bare grødeskære, som det passer dem.
Lystfiskerne er også frustreret
Det er heller ikke kun landmændene, der er frustreret. Det samme er lystfiskerne.
- Regn miljømæssigt er det en katastrofe alt det vand, vi kan se, der står oppe på markerne, for det er totalt iltfattigt, og det løber lige så stille ud i åen igen, forklarer Jens Nielsen, der er formand for Refsnæs Lystfiskerselskab.
- Vi har indtil videre lavet 17 store projekter med gydepladser, og det frygter vi jo, at det går tabt. Det er en af Europas bedste havørredede år, og den må man sgu ikke ødelægge, påpeger han.