Hanstholmfærge holdes i havn

Thy Ferries indstiller midlertidigt driften af Hanstholm-Kristiansand ruten. Det skriver bestyrelsen for TF Cargo Hanstholm A/S i en pressemeddelelse tirsdag.

Det er angiveligt en faglig konflikt, der betyder, at godsfærgen nu bliver holdt i havn. I pressemeddelelsen forklarer bestyrelsen for TF Cargo Hanstholm A/S, at den ukrainske ejer af skibet Victoria, som sejler på ruten mellem Hanstholm og Kristiansand, ikke ønsker at imødekomme de skærpede krav fra 3F, da de mener, at de allerede overholder den gældende aftale med Den Internationale Transportarbejderføderation (ITF).

Det har tidligere været fremme i medierne, at de ukrainske sømænd, der arbejder på færgen, ikke har nogen overenskomst og heller ikke har fået løn i fire måneder.

- På den baggrund har bestyrelsen besluttet, at indstille samarbejdet med skibets ejer, da denne ikke ønsker at forsøge at opnå en aftale med 3F, skriver bestyrelsen i en pressemeddelelse.

Såfrem driften på ruten skal genoptages, skal Thy Ferries altså ud og finde et nyt skib.


Seneste nyt

fra Nordjylland