Har du også sokker i sandaler? Her er moderedaktørs dom
Er sokker i sandaler sommerens go eller no go? Det har vi spurgt Euromans moderedaktør om.
Det har heldigvis føltes som sommer de sidste par dage, og det betyder at shorts, t-shirts og de åbne sko er fundet frem.
Men er man en af dem, der gerne vil være med på moden, så skal man læse med her.
For en debat, som har kørt i flere år, specielt mellem de unge, er, hvorvidt det er 'fedt' at have strømper på i sandaler, eller om det derimod er 'kikset' og kun for fædre.
Er det et københavner-fænomen?
Vi har søgt svar i det hippe København, hos mediet Euroman og deres moderedaktør Kenneth Pihl Nissen.
- Historien fortæller os, at det var romerne, der var førstmovers, for små 2000 år siden. Strømper i sandaler er ikke just et nyt, eller udpræget københavnsk fænomen, fortæller han.
Og det er det slet ikke. For selvom københavnerne måske tror det, så render nordjyder ikke kun rundt i træsko.
Det er derimod heller ikke kun de sædvanlige klip klapper eller de klassiske Birkenstock sko, som man ser.
Ihvertfald kunne vi på TV2 Nord spotte mindst en af vores kollegaer, som var hoppet i et par strømper i sandaler. Og selvom det for nogle er fuldstændig ligegyldigt, om man er moderne, men det derimod er vigtigere om det er rart at have på, så handler det for andre om at følge med i trenden.
Go eller no go?
Men hvad er dommen så? Er strømper i sandaler hot eller not ifølge moderedaktøren?
- Sokker i sandalerne kombineret med shorts er overvurderet og noget, de færreste kan slippe afsted.
- Farvede, eller hvide sokker i sandaler synes jeg skilter lidt meget med det. Især når man kombinere det med shorts, så er det virkelig til skue, lyder det, mens han alligevel må indrømme, at nogle mænd kan slippe afsted med det.
Er man bare helt vild med far-looket med sokker i sandaler, så har Kenneth Pihl Nissen dog en måde, man kan slippe afsted med det - hvis ikke man i forvejen er en af de mænd.
- Generelt vil jeg ikke anbefale, at man skilter med, at man kører sokker i sandalerne, men lader det være en underspillet affære. Det kan for eksempel være ved at matche med strømper i samme farve som sandalerne. Dette fungerer klart bedst med sorte sandaler, lyder det.
Spørger man rundt i den danske befolkning, vil man nok møde uenighed om, hvorvidt sokker i sandaler rent faktisk er blevet moderne igen.
Ifølge moderedaktøren var der allerede i 10'erne et revival af sokker i sandaler og påpeger, at selvom han ikke ser dem som et stort modestatement, så har de næsten altid været at finde på de internationale catwalks.
Hvad er stilen anno 2024?
Om du nu sidder og tænker, at det er noget pjat eller, om du tænker, hvilket fodtøj der så er moderne i 2024, så har Kenneth Pihl Nissen et bud til dig.
- Fisherman sandalen er begyndt at blive vældig populær, så hvis man vil være frontløber, kunne denne type godt være sommerens sandal. Når man snakker sandaler, kan man heller ikke komme udenom Birkenstock Boston i den evigt klassiske "Faded Khaki". Lidt mere alternativ og fodformet er Keen's Newport, som både jeg og mine børn lever i hen over somemren, lyder det.
Men sommerens klare no go ifølge modeeksperten er og bliver fortsat:
- Jeg er ikke fan af hvide tennissokker i sandaler. Måske, kun måske, kan de gå an med de mest sporty modeller - de var perfekte med et par H2O slides i 90'erne, ja nærmest obligatoriske, men det er mere undtagelsen end reglen, slutter han.