Helenius nettede i debutkamp

Den tidligere AaB-angriber fandt vej til nettet, da han blev skiftet ind for Aston Villa.

Nicklas Helenius kom på scoringstavlen, da han onsdag aften spillede sin første kamp for Premier League-klubben Aston Villa.

Der var ganske vist kun tale om en træningskamp i Tyskland mod sekundaholdet Rodinghausen, men den tidligere AaB-angriber fik alligevel gjort god reklame for sig selv.

22-årige Nicklas Helenius bragte Aston Villa foran i anden halvleg, men hjemmeholdet fik udlignet til slutresultatet 1-1 før slutfløjtet.

Både Helenius og klubbens anden danske nyerhvervelse, den tidligere FC Nordsjælland-spiller Jores Okore, kom på banen fra begyndelsen af anden halvleg.

Jores Okore udgik kort før afslutningen på kampen.

Aston Villa er i øjeblikket på træningslejr i Tyskland som optakt til den kommende sæson i Premier League.


Seneste nyt

fra Nordjylland