Hemmelighedskræmmeri i Venstre
Venstre i Nordjylland ønsker ikke at oplyse, hvilke navne partiet har i spil som spidskandidat til næste regionsrådsvalg.
Venstres regionsbestyrelse havde i går møde. Her skulle de blandt andet drøfte de navne, som er bragt i spil internt i partiet som spidskandidat til regionsrådsvalget og dermed afløser for Niels Kristian Kirketerp.
Det har partiets nordjyske formand Erik Hovesen løbende oplyst til TV2/NORD, men efter mødet i aftes havde han ikke meget for at fortælle.
- Vi referer ikke fra bestyrelsesmøder, siger Erik Hovesen og vil heller ikke komme ind på om de navne, som TV2/NORD i går erfarede var i spil er rigtige.
Det er derfor stadig uvist om det er det tidligere medlem af Europaparlamentet, nuværende medlem af byrådet i Vesthimmerlands Kommune og regionsrådsmedlem Ole B. Sørensen.
- Jeg er blevet spurgt om jeg er interesseret og det tænker jeg over i øjeblikket, siger Ole B. Sørensen
Han skal sandsynligvis kæmpe med tidligere amtsrådsmedlem, nuværende byrådsmedlem i Brønderslev og medlem af folketinget, Birgitte Josefsen om pladsen i spidsen for Venstres liste.
- Jeg er blevet spurgt, og jeg overvejer mulighederne, siger Birgitte Josefsen til TV2/NORD.
Venstres spidskandidat bliver sandsynligvis valgt på et delegeretmøde i midten af april - så venter halvandet års kamp om pladsen som regionsrådsformand. En kamp der sikkert kommer til at stå mod regionsrådsformand Ulla Astman Nielsen (Soc.dem.)