Hercules mod Mali
Et af flyvevåbnets Herkules forlod i dag Aalborg for at hjælpe fransk militær i det vestafrikanske land Mali
Det store Herculesfly, flyver i dag fra Aalborg til Frankrig i første omgang.
26 mand tog tirsdag formiddag afsted med flyvevåbnets Herculesfly fra Aalborg Lufthavn. I første omgang er destinationen Frankrig, hvor transportflyet slutter sig til det franske militær.
Det er planen, at det danske fly skal hjælpe med transportopgaver i forbindelse med en militæroperation i det vestafrikanske land Mali, men da Folketinget endnu ikke har givet mandat til dette, hedder destinationen i første omgang Frankrig.
Når Hercules flyver til Mali, er det fordi, at Danmark vil støtte den franskledede operation i det afrikanske land.
Regeringen fik i går i Udenrigspolitisk Nævn opbakning til den franske støtte.
Det endelige mandat forventes at blive givet tirsdag aften, hvilket vil betyde at herculesflyet kan sætte kursen mod Mali onsdag.
Det er Frankrig, der har henvendt sig til Danmark og en række andre NATO-allierede for at få hjælp til operationen, som er godkendt af FN's sikkerhedsråd.
Fakta om Hercules-transportflyet
- Flyvevåbnet råder over fire C-130J-30 Hercules fly.
- Det er et taktisk transportfly, som kan flyve i kampzoner og lande under vanskelige forhold.
- Flyets topfart er 630 kilometer/t og dets aktionsradius er 5.700 kilometer.
- Herculesflyene hører til under Air Transport Wing Aalborg.
Kilde: Flyvevåbnets hjemmeside.