Dagens mission er ikke usædvanlig for mandskabet på Flyvestation Aalborg. De har i to dage arbejdet intenst for at få klargjort flyet inden dagens første take-off.
Chefpilot Clas Lau har udført utallige missioner for forsvaret. Han er vant til lignende missioner i for eksempel Afghanistan.
-Det specielle ved denne mission er, at forberedelsestiden er kortere, end vi er vant til, men vi har beredskab både på materielsiden, altså flymekanikersiden, men også besætningssiden til at håndtere de her situationer med kort varsel, siger Clas Lau til TV2/Nord.
Herculesflyet skal først forbi Skrydstrup i Sønderjylland, hvor flyet læsses med mandskab, våben og motorer til F16 flyene. Derefter er det tid til at tage på mission for Danmark.