Historiedetektiverne vinder formidlerpris
TV2 Nord vinder sammen med P4 Nord og 12 nordjyske museer Museumsformidlerprisen 2018 pris for at kombinere historiefaget og medieundervisning på ny måde.
Et tværfagligt samarbejde med en helt ny tilgangsvinkel til det at undervise 8. og 9. klasser i historie og medieformidling har kastet en pris af sig til TV2 Nord, P4 Nord og 12 nordjyske museer i KulturarvNord.
Historiedetektiverne er et samarbejdsprojekt mellem 12 nordjyske 8.- og 9.-klasser, de 12 statsanerkendte nordjyske museer i KulturarvNord, TV2 Nord og P4 Nordjylland. Formålet har været at afsøge nye muligheder for at kombinere professionelt museumsarbejde med moderne medieformidling og derigennem øge den historiske bevidsthed blandt de nordjyske skoleelever.
I 2018 er der gennemført særligt tilrettelagte undervisningsforløb på alle de deltagende museer, hvor klasserne er blevet præsenteret for nogle af de mange spændende historier, som findes i det nordjyske.
Efterfølgende dykkede hvert hold ned i én enkelt historie eller genstand, som de fandt særligt interessant, og omsatte deres viden til en professionel, tre minutters kortfilm med hjælp fra TV2 Nords dygtige journalister og fotografer, som har undervist i journalistiske genrer og klippeteknik m.m.
Historiefaget blev på den måde kombineret med professionel medieundervisning, og for eleverne har det været en anderledes og helt ny måde at lære på.
Resultatet er 54 vidt forskellige kortfilm, som formidler alt fra fortællingen om den musikglade, tyske soldat Horst Lange til Slavekrigen i 1848.
Juryen har lagt vægt på det store museale samarbejde samt partnerskab med og anvendelse af medier, som fanger de unge. De unge har arbejdet med genstande og originalt kildemateriale og selv omsat og formidlet det til nutidigt udtryk.
16 museer fra hele landet har indsendt forslag i 2018. Og tre kandidater var nomineret:
Familien på Hjul (Viborg Museum)
Historiedetektiverne (KulturarvNord – 12 museer)
Seksualundervisning på Kvindemuseet (Kvindemuseet).
Eksempler på kortfilm fra vinderprojektet:
Fakta om Museumsformidlerprisen:
Museumsformidlerprisen er indstiftet for at bringe de bedste formidlingsprojekter frem i lyset. Mange inspirerende og vellykkede formidlingsprojekter – store som små – rundt om i landet foregår desværre uden særlig offentlig bevågenhed.
Prisen uddeles en gang om året på Organisationen Danske Museers (ODM) formidlingsseminar til det mest vedrørende, relevante og nytænkende formidlingsprojekt i forhold til indhold, arbejdsmetode, målgruppe eller samarbejdspartnere. Prisen er en formidlingsfaglig anerkendelse, der skal motivere og inspirere landets museumsformidlere.
Det kan være et omfattende og langsigtet projekt eller tiltag, eller det kan være mindre i omfang med kort og intensiv varighed.
MiD (Museumsformidlere i Danmark):
MiD er en landsdækkende forening, hvis formål er at styrke, udvikle og synliggøre arbejdet med museumsformidling – herunder udstillinger og undervisning ved danske museer og lignende kulturinstitutioner.