Hjælp til overvægtige børn
Foto: Michael Andersen (Arkiv)
Et nyt videnscenter i nordjylland for svært overvægtige børn, skal give viden om, hvad der bedst kan hjælpe børnene til et slankere liv.
"Videnscenter for Børneadipositas" (svær overvægt) bliver navnet på det nye videnscenter, der skal ligge i Nordjylland.
Politikerne i Region Nordjylland har i budgetaftele 2013 bevilget en startsum til oprettelse af centret.
Målet er, at videnscentret skal tilbyde rådgivning til de nordjyske kommuner og samtidig fange de børn, som er i risikogruppen for at få følgesygdomme på grund af svær overvægt.
- Kommunens tilbud til overvægtige børn er i dag spredte. Vi ønsker med videnscentret, at vi fra regionens side kan levere ekspertise og rådgivning til de nordjyske kommuner, så vi i langt højere grad kan spotte og sætte ind over for de børn, som er i risikogruppen, siger regionrådsformand Ulla Astman.
Det nye videnscenter skal ligge på Børneafdelingen på Aalborg Sygehus, der for ni måneder siden lavede et pilotprojekt i samarbejde med Aalborg Kommune. Projektet sætter fokus på overvægtige børn på tværs i sundhedsvæsnet.
- Vi ved, at der er stærkt brug for at finde frem til effektive behandlingstilbud på sygehusene, og der er behov for forebyggende løsninger i kommunen. Vi glæder os derfor til at oprette et videnscenter, hvor vi samler ekspertisen og breder viden ud til de nordjyske kommuner, så vi kan styrke arbejdet med at nedbringe antallet af svært overvægtige børn, siger børnelæge Ronni Bengtson Jacobsen fra Børneafdelingen på Aalborg Sygehus.