Hjælp til trafiksikkerheden
Foto: Alex Tran
GF Forsikring giver økonomisk støtte til folk med ideer til trafiksikkerhed.
GF Forsikring opfordrer ildsjæle fra lokalområdet til at søge støtte fra GF Sikkerhedspris 2011. Målet er at få gode ideer, der kan forbedre trafiksikkerheden, frem i lyset.
GF Forsikring har stiftet en pris. De giver økonomisk støtte til de bedste ideer indenfor trafiksikkerhed.
- Rigtig mange har gode ideer, der kan gavne trafiksikkerheden, men ofte er økonomien en bremseklods. Det gør vi noget ved og har nu åbnet GF Sikkerhedspris 2011 for ansøgninger til en pulje på mindst 200.000 kroner, siger Lykke Heidemann fra GF Forsikring i Aalborg og Brønderslev.
- Om man søger 5000 kroner eller 200.000 kroner er ikke det afgørende, Det afgørende er ideen bag og evnen til at udføre den i praksis. Der kan gives støtte til tiltag rettet mod specielle trafikantgrupper, cyklister, knallertkørere, ældre eller unge bilister, beboere i et kvarter eller en landsby. Og prismodtagerne kan være alt fra borgergrupper og private initiativtagere over idrætsforeninger og interesseorganisationer til skoler og forskere, siger Lykke Heidemann.
Vinderprojekter udvælges af en national priskomite.
- Hvis bare ét menneskeliv kan reddes gennem et af de projekter, vi giver støtte til, så er pengene givet fantastisk godt ud, siger Lars Binderup Larsen.
I udvælgelsen af projekterne lægger komiteen vægt på, at man ikke blot kopierer kendte aktiviteter, men forsøger at tænke nyt. For at komme i betragtning skal man gå ind på gfforsikring.dk/trafiksikkerhed og sende en ansøgning med en beskrivelse af sin idé.
Ansøgningsfristen er 14. september 2011.