Hjemmeplejen rykker ud til hjertestop
Region Nordjylland aktiverer via en app på smartphones hjemmeplejen i Frederikshavn Kommune, så hjemmeplejen rykker ud med hjertestarter.
Det skal være med til at øge overlevelsesmuligheder for borgere med hjertestop.
Hvis en borger i Frederikshavn Kommune får hjertestop sættes flere aktiviteter i gang, når en person ringer 1-1-2. AMK-Vagtcentralen i Aalborg vil almindeligvis sende en ambulance og en paramediciner. Centralen alarmerer samtidig hjemmeplejen i Frederikshavn Kommune og kontakter evt. også en nærliggende virksomhed, forening eller institution, som har registreret sig på www.hjertestarter.dk
- Når vi på AMK-Vagtcentralen får indikation af, at der er tale om hjertestop, sætter vi flest mulige beredskaber i gang. Ofte kan hjemmeplejen være fremme på få minutter og give hjertemassage og bruge hjertestarteren, siger Jan Lindberg.
Hjemmeplejen har smartphones med en app, som vagtcentralen kan aktivere. Hjemmeplejens to nærmeste biler bliver automatisk aktiveret på samme tid.
Foreløbigt har vagtcentralen aktiveret hjemmeplejen 32 gange.
- Systemet fungerer rigtig godt. Først når projektet bliver evalueret kan vi sige mere om betydningen af hjemmeplejens indsats, men naturligvis er deres tilstedeværelse og hurtige aktion med til at øge overlevelsesmulighederne, siger Jan Lindberg.
Hjemmeplejens 60 biler i Frederikshavn Kommune har siden 1. april 2012 været en del af projektet Parat til Hjertestart etableret af Trygfonden, Hjerteforeningen, Frederikshavn Kommune og Region Nordjylland.
En anden væsentlig del af hjertestartsprojektet er at få uddannet flest mulige borgere i hjerte-lunge-redning. Foreløbigt er godt 6.000 borgere i Frederikshavn Kommune uddannet og målet er 10.000.
- Med et kursus i førstehjælp er der meget større chance for at nogen i nærheden af et hjertestop tør begynde hjerte-lunge redning. Mange mennesker er bange for at gøre skade på et andet menneske, men man kan ikke gøre situationen værre, når først en person har fået hjertestop, og den holdning vil vi gerne have udbredt til mange flere borgere, siger Jan Lindberg.