Hjerneskadecenter tættere på lukning
Foto: TV2/Nord
Efter Regionsrådsmødet tirsdag er et center for hjerneskadede, et døgntilbud til alkoholmisbrugere og en del af en specialbørnehave tættere på lukning.
En længere proces nærmer sig nu sin afslutning, og det er ikke en positiv afslutning for flere af de nordjyske minoritetstilbud. Alt tyder på at Nordjysk Center for Erhvervet Hjerneskade i Sindal, et døgntilbud til alkoholmisbrugere i Vrå og otte pladser i en specialbørnehave står til lukning.
Regionsrådets forretningsudvalg har tidligere sagt god for lukningen af centret og der er også enighed om, at afvikle tilbuddet i Vrå. Årsagen til en mulig forestående lukning er faldende efterspørgsel efter pladser fra kommunerne.
Mandag drøftede Regionsrådet beslutningen om lukningen af tilbuddene, og Regionsrådet tager kommunernes indstillinger om lukning til efterretning, og stopper de tre tilbud.
- Jeg synes det er kedeligt, at vi skal lukke centrene, men det er desværre ikke kun en tendens i Nordjylland med de faldende henvisninger fra kommunerne. Det tyder på, at kommunerne tænker med pengepungen og ikke på de berørte borgere, siger regionsrådsformand Ulla Astman (Soc.dem.) til TV2/Nord.
Hjerneskadecentret i Sindal, døgntilbuddet i Vrå og pladserne i specialbørnehaven kommer til at lukke løbende hen over 2011, når de sidste borgere er færdige med deres behandlingsforløb.
Region Nordjylland forsøger nu at finde alternative stillinger til personalet på de tilbud, der skal lukke. Lykkes det ikke, bliver de afskediget, når tilbuddene officielt lukker.