Hjørring beder ministre om hjælp til truede sommerhuse
Foto: Daniel Mikkelsen
Christiansborg skal hjælpe Hjørring Kommune med at skabe en redningsplan til stormramte sommerhusejere.
Politikerne i Hjørring beder nu miljøministeren og økonomi- og indenrigsministeren om hjælp til en redningsplan for de truede sommerhuse ved vestkysten.
Det fortæller DR Nordjylland.
- Vores bøn til dem er, at de nu prøver at hjælpe os igennem det her. Og også prøver at se, hvilke muligheder der er for at løse nogle af de her store problemer, sommerhusejerne står i, siger Ole Ørnbøl (S), formand for teknik- og miljøudvalget i Hjørring Kommune.
Efter stormene Dagmar og Egon er to sommerhuse faldet i vandet og fem andre hænger helt ude på kanten.
Kommunen vil gerne have mulighed for at udvide sommerhusområdet ved Nørlev Strand, så det bliver muligt at udstykke erstatningsgrunde, hvor de berørte lodsejere enten kan bygge nyt eller flytte deres nuværende hus hen.
Derfor håber udvalgsformanden, at ministrene vil hjælpe med en hurtig løsning
- Vi skylder sommerhusejerne, der har et hus hængende ud over kanten, en løsning på en erstatningsgrund, siger Ole Ørnbøl.
Han nævner samtidig, at de pågældende lodsejere typisk står med store økonomiske problemer.
- De har nogle kreditforeninger, der måske også rykker i dem og de har nogle forsikringsselskaber, som ikke længere er særligt interesserede i at have dem som kunder. Så de står med store udfordringer og det har vi stor forståelse for, siger politikeren.
Det være muligt at udvide med et begrænset antal grunde i det eksisterende sommerhusområde, hvis lokalplanen bliver ændret.
Og det vil kommunen gerne, siger Ole Ørnbøl til DR Nordjylland.
Det glæder Christian Hartmann, der har et sommerhus, der hænger ud over kanten, at kommunen nu tager deres problem seriøst.
- Jeg er rigtig glad for, at politikerne har set det vigtige i at gå ind og hjælpe os i denne situation, siger sommerhusejeren.