Hjørring-betjente klager over løn
Lønposen er blevet tungere for langt de fleste danskere gennem de seneste år. Det er bare ikke sket for politiet og lønnen er simpelthen for dårlig - mener to betjente fra Hjørring.
De har nu sat en landsdækkende debat i gang for at gøre opmærksom på, at løn og risiko ved arbejdet ikke hænger sammen.
En af betjentene er Claus Møller Christensen. Han arbejder på ottende år i politiet med en timeløn på 125 kroner. Det svarer til 21.500 kroner om måneden.
- Lønnen har stået stille længe for politiet. Jeg synes, vi fortjener mere i løn, siger den 31-årige betjent fra Hjørring.
Han har sammen med kollegaen Søren Nielsen skabt røre om lønninger inden for korpset.
De mener, det er urimeligt, at lønnen er så lav, og at det tager mange år at nå op ad i lønsystemet.
Lønnen svarer simpelthen ikke til det arbejde, der udføres.
- Vi får trusler, og mange af mine kollegaer er også udsat for vold. På det psykiske plan er vi meget udsatte, for eksempel når vi kommer ud til trafikulykker både med voksne og børn, fortæller Claus Møller Christensen og tilføjer, at det også er en del af jobbet at viderebringe ubehagelige oplysninger i forbindelse med dødsfald og ulykker.
Hverken han eller kollegaen har noget bud på, hvor meget tungere lønningsposen burde være, men Claus Møller Christensen lægger ikke skjul på, at politiets lønstatistik ikke følger med udviklingen på arbejdsmarkedet.
- Jeg er glad for mit job, men jeg kunne godt overveje på længere sigt at søge ud i et andet erhverv, hvis ikke der sker en fremgang med lønnen inden for politiet, siger Claus Møller Christensen.
Politiforbundet skal til foråret forhandle politifolkenes løn, og det er de to Hjørring-betjentes håb, at deres debat omkring lønforholdene til den tid vil bære frugt.
Justitsminister Lene Espersen (Kons.) ønsker ikke at kommentere politibetjenes lønklager.