Hjørring kan blive ramt af pædagogstrejke
Hjørring er en af de 15 kommuner, pædagogernes fagforening, BUPL, har udtaget til strejke. Afgørelsen falder på tirsdag.
Hjørrings daginstitutioner og klubber kan fra den 18. maj rammes af strejke. Det sker, hvis pædagogerne i BUPL stemmer nej til den overenskomst, som deres formand Henning Pedersen har forhandlet sig frem til.
På tirsdag offentliggøres det, om pædagogerne har sagt ja eller nej til den nye overenskomst. Stemmer de nej, bliver daginstitutioner og klubber i 15 kommuner ramt.
Henning Pedersen har ingen fornemmelse for, hvilken vej vinden blæser:
- Jeg har jo været ude på en stribe møder landet over. Og det har været meget forskellige møder. Nogle steder har jeg mødt stor modstand, hvor mange tilkendegav, at de vil stemme nej. Men jeg har også - og især på det seneste - været ude til møder, hvor der har været stor interesse for at vide, hvad der egentligt stod i mæglingsforslaget, hvad det indebærer, og hvad
det betyder for lønudviklingen, siger Henning Pedersen, der ikke tør give noget bud på resultatet.
FOA og Kommunernes Landsforening (KL) indgik forlig om ny overenskomst i mandag - og siden er debatten gået om, hvem der har fået mest: Pædagogerne i FOA eller dem i BUPL.
- De pædagoger, der er i FOA i Københavns Kommune, har fået præcis det samme som i BUPLs mæglingsforslag. Hvad der i øvrigt ligger i FOAs forlig, må de selv vurdere. Det lyder som om de har fået et godt resultat for deres ufaglærte og lavtuddannede
grupper - men for pædagogerne er det det samme som i BUPLs mæglingsforslag blot fordelt på en lidt anden måde, fastslår Henning Pedersen.
Bliver det et nej, bliver Frederiksberg, Høje Taastrup,
Rudersdal, Guldborgsund, Odense, Esbjerg, Horsens, Holstebro, Hjørring, Bornholm, Gladsaxe, Egedal, Kalundborg, Kolding og Århus ramt af strejke. Og flere institutioner må lukke helt, da flertallet af de ansatte er pædagoger.
Afstemningen i BUPL, som har været i gang siden den 26. april, gør det muligt at stemme både på sms, på en hjemmeside, via telefon og per brev. Alle elektroniske afstemninger kan ændres frem til den 13. maj, og det kan betyde, at medlemmer, der i første omgang har sagt ja, kan ændre til et nej.
Resultatet af afstemningen offentliggøres af forligsmand Mette Christensen tirsdag klokken 14 i Forligsinstitutionen.