Hjørring sender 50 ledige i job

 Hjørring sender 50 ledige i job

Hjørring Kommune er god til at få ledige i arbejde. Det viser nye tal fra Beskæftigelsesministeriet.

Det er projekt Ny Chance - Til Alle, der er årsag til, at beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen i dag sender rosende ord til Hjørring, der er blandt de kommuner, der har klaret sig bedst i kampagnen.

Målet er at få landets kommuner til at vende bunken og se på alle kontant- og starthjælpsmodtagere, der har været ledige i ét år. Helt konkret skal de ledige hjælpes i gang med et job eller en uddannelse. Kommunerne har 1/2 milliard kroner og indtil sommeren 2008 til at nå tre mål: Få flere ledige i job eller uddannelse, flere ledige i selvforsørgelse og flere ledige i aktivering.

Og den udfordringer har Jobcentret i Hjørring Kommune taget til sig og med banebrydende adfærd, er det lykkedes at få 12,6 procent af de 397 kontanthjælpsmodtagere, der har været uden for arbejdsmarkedet i mindst et år, i arbejde.

- Jeg har siddet for bordenden og været med til at vende hver enkelt sag. Vi har ikke bare taget klumper at borgere og behandlet dem som en og samme sag, derimod har vi taget hver enkelt op og undersøgt i alle tilfælde, hvor er vedkommende lige nu, og i hvilken grad vil vedkommende kunne arbejde, siger kontorchef Bodil Sondrup Bach, Jobcentret i Hjørring.

Samtidig har der det seneste halve år været en markant holdningsændring. Jobcentret ser sig selv som et sted, hvor folk kommer for at komme i beskæftigelse - og det er da også indstillingen hos langt de fleste, der tager turen forbi det nye Jobcenter på den tidligere Nestle-grund i Hjørring.

- Samtidig har vi understreget, at alle kan arbejde uanset baggrund og eventuelle problemer. Tidligere har der været en tendens til, at man først så på at få løst andre problemer hos vedkommende end det, at man ikke havde et job. Den er vendt rundt nu, sådan at det hedder, at alle skal arbejde i et eller andet omfang. Selvfølgelig tages der hensyn, hvis der er særlige hensyn at tage, forklarer Bodil Sondrup Bach.

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen er meget tilfreds med starten på indsatsen.

-Stor ros til Hjørring kommune: Ser vi på de centrale mål - at de ledige kommer i arbejde eller uddannelse - er kommunen kommet længere end vi kunne forvente på nuværende tidspunkt. Selvfølgelig har kommunen haft medvind med en buldrende højkonjunktur og et rødglødende arbejdsmarked, men det er jo netop formålet med kampagnen: At gribe chancen så de ledige kan få tag i arbejdsmarkedet. Og al erfaring viser jo, at har man først fundet en plads på arbejdsmarkedet, så er det også meget lettere at finde en ny, siger Claus Hjort Frederiksen.

Kommunerne har en halv milliard kroner og indtil sommeren 2008 til at nå tre mål: Få flere ledige i job eller uddannelse, flere ledige i selvforsørgelse og flere ledige i aktivering.

Blandt de nordjyske kommuner, der har klaret sig knap så godt i projektet indtil videre, er Aalborg og Frederikshavn.


Seneste nyt

fra Nordjylland