Hjørringdrenge er klar til Parken

Drengeholdet fra Hjørring Private Realskole er klar til finalen i den landsdækkende skolefodboldturnering. Det blev en realitet efter det her til middag blev til en sejr på 2-1 på udebane mod Grønvangskolen fra Vejen.

Jannik Pohl scorede til 1-0 efter seks minutter, mens Jakob Torp afgjorde kampen til 2-1 i kampens døende minutter.
 
I finalen venter enten Størbyskolen eller Johanneskolen fra Sjælland.
 
Dermed kan drengene se frem til at få lov at optræde i Parken i København den 28 april. Her skulle der være chance for god opbakning til de nordjyske drenge. Skoleleder Klaus Lundsgaard sagde nemlig følgende til TV2 Nord i går.
 
- Hvis vi går i finalen, så skal der selvfølgelig være god opbakning til drengene i Parken. Derfor vil hele skolen, minus de yngste årgange, få tilbudt at komme med til Parken. Det bliver jo en festdag for hele skolen, siger Klaus Lundsgaard.
 
Der går omkring 700 elever på skolen, så med mere end 500 elever på vej mod Parken i København, så kan de lokale busfirmaer godt gøre klar til at booke datoen den 28 april.


Seneste nyt

fra Nordjylland