HK langer ud efter COOP
Fagforeningen mener, at dagligvaregiganten i stigende grad sorterer fuldstidansatte fra til fordel for studerende og deltidsansatte.
Ifølge fagbevægelsen sorterer dagligvaregiganten i stigende grad de fuldstidsansatte fra til fordel for studerende og deltidsansatte.
Med afskaffelsen af lukkeloven i oktober er antallet af fuldtidsansatte i supermarkederne faldet betydeligt, lyder det fra HK.
- Vi får mange henvendelser i øjeblikket fra vores medlemmer, der er blevet fyret, og det er en katastrofe for dem, fortæller sektorformand for HK Handel i Nordjylland, Kate Ziegler.
Det er de studerende og deltidsansatte, der nu i højere grad snupper jobbene i dagligvarebutikkerne, erkender COOP.
- De skæve åbningstider gør, at det er nemmere for eksempel for studerende at varetage et job i weekenderne og om aftenen end for en person på 37 timer, der har familie ved siden af, siger informationsdirektør ved COOP, Jens Juul Nielsen.
Den melding giver de dog ikke meget for ved HK.
- Det handler ganske enkelt om billigere arbejdskraft. Fuldtidsansatte skal have tillæg ved overarbejdstid, men det slipper de i højere grad for at betale, når de bruger deltidsansatte, pointerer Kate Ziegler.
Ifølge fagbevægelsen så er omkring 7 ud af 10 medarbejdere i COOPs butikker i dag studerende og deltidansatte. COOP vil ikke offentliggøre medarbejdersammensætningen.