Hobro missede gylden chance
Foto: Ib William Christensen
Hobro tabte i dag endnu et skridt i kampen for oprykning hjemme mod AB.
Hobro IK har fået en vaklende start på foråret med nederlag mod oprykningsrivalerne fra Silkeborg og Horsens.
I dag havde holdet så mulighed for igen at lægge afstand til konkurrenterne. Silkeborg og Horsens skulle nemlig spille mod hinanden, og dermed var det givet på forhånd, at mindst et af holdene ikke ville kunne sætte tre point ind på kontoen.
Men Hobro missede den gyldne chance for at udbygge forspringet. Holdet tabte hjemme med 1-2 til bundholdet AB, som kæmper for at blive i Nordicbet Ligaen.
AB kom i første halvleg foran 0-2 på mål af Younes Namli og Simon Bræmer, inden Hobros lejesvend Jeppe Grønning reducerede efter pausen.
Horsens indhentede med en sejr over Silkeborg tre point på Hobro, som dog stadig fører rækken. Med otte runder tilbage har Hobro tre point ned til Horsens og seks point til Silkeborg på tredjepladsen.
I næste runde møder Hobro Vendsyssel FF på udebane.