Hobro spiller sæsonens vigtigste kamp - igen
Oprykningskandidaterne tager i eftermiddag mod bundhold.
Det spidser til i toppen af 1. division, hvor tre hold kæmper om de to oprykningspladser til Superligaen. Silkeborg, Hobro og Lyngby indtager de tre topplaceringer, og alle skal de i eftermiddag i aktion i tredjesidste spillerunde.
Hobro ligger nummer to med to point op til Silkeborg og to point ned til Lyngby. Hjemme tager de klokken 15 mod rækkens absolutte bundhold Marienlyst, der gennem hele sæsonen kun har hentet et enkelt point på udebane.
Hvis man spørger Hobrolejren, skulle den statistik gerne stå uændret efter dagens kamp, som Hobros presse- og kommunikationschef Ole Kirchert Christensen betegner som sæsonens vigtigste.
- De sidste par kampe har vi sagt, det har været sæsonens vigtigste. Sådan er det også i dag, og sådan vil det nok være de sidste tre kampe, siger Ole Kirchert Christensen.
Skulle forhåndsfavoritterne fra Hobro tage den ventede sejr, og sætter Lyngby samtidig point til i Fredericia, begynder det for alvor at dufte af oprykning for de blågule. Derfor vil Ole Kirchert Christensen og resten af Hobrostaben også holde øje med den kamp, der også har kampstart klokken 15.