Hobro-trøjer bliver revet væk
Foto: Christian Henriksen / TV2 Nord
Størstedelen af de 600 fodboldtrøjer, som Hobro IK i sidste uge fik leveret med en særtransport fra Kina, er blevet revet væk af fansene.
Superliga-oprykkerne fra Hobro er blevet kult i det meste af landet. Den største indikator på det er salget af klubbens trøjer, som overgår klubbens vildeste forventninger.
I sidste uge fik Hobro leveret 600 trøjer fra producenten i Kina. Trøjerne har været efterspurgt længe, og efter at de er ankommet til Himmerland, er de blevet revet væk.
- Vi har været lagt ned siden trøjerne kom. Der er kun nogle af de mindre størrelser tilbage nu, så vi kan næsten melde udsolgt igen. Historien er ikke så sjov, som den har været, for vi vil jo gerne tilfredsstille vores mange fans, siger Henrik Hammershøj, der er administrationschef i Hobro IK.
Oprykkerklubben har vundet fodboldhjerter i hele Danmark, og Hobro-trøjerne er derfor efterspurgt i hele kongeriget. Flere end 100 stod på venteliste til at få en af de trøjer, som kom i sidste uge, og nu er en ny venteliste blevet oprettet. Den vokser dagligt.
- Vi har sendt en ny bestilling af sted, og den er rigtig stor. Vi forventer, at der bliver solgt rigtig mange trøje i julehandlen, så der vil vi ikke løbe tør igen, siger Henrik Hammershøj til TV2/Nord.
Den næste sending Hobro-trøjer ventes at lande i Danmark omkring 1. november.