Højsæson for skader i haven: Særligt mænd skal passe på
Mødet med hækkeklipperen sender mange på hospitalet.
Påsken er for mange tiden, hvor havearbejdet for alvor sparkes i gang. Nogle kan næsten ikke få armene ned, mens andre ikke kan døje tanken om, at græsslåmaskinen og hækkeklipperen snart skal startes op.
Uanset, hvad du føler, skal du passe på, når du energisk griber fat i haveredskaberne. Forår og sommer er nemlig – ikke overraskende - ifølge Gartnernes Forsikring – højsæson for skader i haven.
Særligt midaldrende mænd bør læse videre.
For en analyse af 'Ulykkes Analyse Gruppen' ved Odense Universitetshospital viser, at de 40-69-årige udgør mere end 60 procent af de tilskadekomne.
Om den gruppe er ekstra klodset og fummelfingret skal være usagt. Dog viser analysen, at hækkeklippere og stiger er to af de ting, der er mest tilbøjelige til at sende danskerne på skadestuen efter en længere vinterpause.
- Mange af os glæder os til at komme ud i haven efter en lang vinter indenfor. Vores iver efter at fjerne grene, trimme træer, klippe buske og ordne blomsterbedet kan dog lynhurtigt føre til skader, hvis du ikke passer lidt på, siger Gitte Skipper, kundeservicechef i Gartnernes Forsikring og tilføjer:
- Ryggen kan nemt blive overbelastet, hvis du går lidt for hårdt til den, eller du kan komme galt afsted, hvis du falder ned af stigen.
Derfor har hun et råd til danskerne og ikke mindst de overmodige mænd.
- Vores råd er, at folk skal tage den lidt med ro i starten og tænke sig ekstra godt om, når man i disse uger rykker ud i haven, så haven ikke bliver en fælde for ulykker, men et sted hvor folk kan koble af og hygge med familien.
Ud over stiger og hækkeklippere må mange også til tjek på sygehuset efter konfrontationer med grene, sten, fliser og torne, mens haveredskaber som plæneklippere, sakse og knive også er en trussel mod helbredet.
Sådan undgår du ulykker i haven
Uanset, om du elsker at kravle rundt blandt blomsterne eller foretrækker at nyde haven fra en liggestol, så er det vigtigt, at du kender til havens fælder. Gartnernes Forsikring har samlet fem gode råd, du kan bruge, så du kan nyde din have i fulde drag.
Hold børn og havemaskiner væk fra hinanden
Børn og havemaskiner er et dårligt match. Sørg for, at det kun er de voksne, der har adgang til maskinerne. Hvis dine store børn vil hjælpe, f.eks. med at slå græs, så giv dem først en grundig instruktion i håndtering og sikkerhed. Mindre børn kan have masser af sjov med at så, plante og lue ukrudt uden at komme i nærheden af farlige redskaber.
Kom i arbejdstøjet – også fodtøjet
Tag passende arbejdstøj på i haven – især på fødderne. Brug lukkede og skridsikre sko. Klip-klappere og sandaler er ikke arbejdssko! Lange bukser og arbejdshandsker giver god beskyttelse mod diverse småskrammer. Beskyt også øjnene, når du f.eks. klipper hæk eller beskærer buske. Betjener du større maskiner, som f.eks. en motorsav, kræver det – udover erfaring – særligt sikkerhedsudstyr (sikkerhedsbukser, sikkerhedssko- og handsker samt hjelm, visir og høreværn).
Pas på ryggen
Læg ikke for hårdt ud og tænk over dine arbejdsstillinger – særligt ved tunge løft eller tunge redskaber. Start med de lette opgaver, så kroppen lige når at komme i gang, hold pauser og varier dit arbejde. Varm evt. din krop op, før du går i gang – og nøjes med en time eller to, hvis du stadig er i ”vinterform”.
Kast dig ikke ud i havearbejde, du ikke evner
Brug kun de haveredskaber, du er fortrolige med. Beskæring af trætoppe og træfældning eller håndtering af motorsav og andre større maskiner kræver professionelt sikringsudstyr og erfaring. Allier dig med en professionel, hvis du ikke har 100% styr på, hvad du laver.
Sikkerhed, når du arbejder i højden
Skal du arbejde i højden, så brug en egnet stige, og sørg for, at den står stabilt og ikke kan vælte eller skride. Skal du arbejde øverst på stigen, så hav en makker, der støtter stigen forneden. Sørg for, at elektriske maskiner, f.eks. hækklipper er sikrede, før du klatrer op, så der ikke er risiko for, at maskinen kan gå i gang, mens du klatrer.
Få flere god råd her: https://www.garfors.dk/nyhed/er-du-sikker-i-have
Kilde: Gartnernes Forsikring