Hold på hat og briller - mandag bliver en blæsende én af slagsen
Et kraftigt lavtryk tager regn og vind med sig.
Fra mandag aften vil en kuling med vindstød af stormstyrke ramme landsdelen, oplyser DMI.
Det vil være vest- og nordvestvendte kyster, der rammes af den kraftigste vind.
Årsagen er et - for årstiden - kraftigt lavtryk, der i de kommende dage bevæger sig op over den sydlige del af Skandinavien fra syd. Med lavtrykket følger altså en del regn og også kraftig vind.
Blæsevejret ser ud til at løje af i løbet af onsdagen.
Forbered gerne haven
Hos Nordjyllands Beredskab følger man med i vejrets udvikling med et vågent øje.
- Sådan nogle varslinger, der kommer nu, og meldinger om storm og vand, gør, at vi lige kigger ekstra på nyhederne og følger med i, hvad det betyder for os, og om det kan være noget, vi har brug for at gøre noget ekstra ved, siger beredskabsdirektør Diana Sørensen.
Nordjyllands Beredskab ser gerne, at man som haveejer selv forbereder sig på uvejret. Og det behøver ikke at tage lang tid.
- Gå en tur rundt i haven og tjek, at haveredskaber og møbler ikke kan blæse væk, siger Diana Sørensen og fortsætter:
- Tjek, at trampolinen måske lige er trukket ind til siden og at der ikke ligger nogle store grene, som måske kan flyve ind og smadre naboens vindue.