Hotel Hadsund bevares
Hadsunds ældste bygning får lov at bestå. Et ejendomsselskab var ellers interesseret i at rive Hotel Hadsund ned for i stedet at opføre et supermarked og kontorlokaler, men de planer må nu droppes. Stik mod alle odds blev Hotel Hadsund nemlig reddet fra n
Det var et snævert flertal med 15 for og 13 imod, der besluttede at bevare Hotel Hadsund. Samtlige Venstres byrådsgruppe samt to socialdemokrater stemte imod at bevare Hotel Hadsund.
- Vi blev ringet op i midt i vores bestyrelsesmøde i går aftes og fik at vide, at bygningen ikke må rives ned, så vi er meget tilfredse, siger Kirsten Hjarnø Mathiassen, formand for Foreningen Land & By i Mariagerfjord Kommune.
Foreningen mener, det er vigtigt at bevare hotellet, der er opført i 1855, for at sikre byen en kulturmæssig arv.
Teknik- og Miljøudvalget havde egentlig godkendt nedrivningen på et møde den 29. september, den beslutning var den socialdemokratiske Poul Bergmann så utilfreds med, at han krævede sagen afgjort i byrådet.
- Det er byens fineste sted og selve byen er opstået omkring hotellet. Det svarer jo til Akropolis i Athen, siger Poul Bergmann (S).
Viceborgmester Mogens Jespersen (V) havde hellere set, at hotellet fik en nedrivningstilladelse.
- Jeg synes, at hovedbygningen er pæn, men vi kan ikke bestemme over en privat mands ejendom. Bygningen er ikke bevaringsværdig, så nedrivningstilladelsen skulle være givet, siger han.
Ejeren af Hotel Hadsund har ikke ønsket at kommentere på byrådets beslutning.
Se mere i Tv2/Nord klokken 19.30