Huer til bogligt svage
Foto: Lone Vad Dam
STU-afgangselev Martin Bratholt Kristensen får et håndtryk af forstander Conrad Andreasen fra PMU i Sindal.
Sammen med 16 andre har den 22-årige Martin Bratholt Kristensen gennemført en STU - en særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse for bogligt svage -, så i dag fik han hue på.
- Til at starte med troede jeg slet ikke, at man kunne få en hue, når man gået i specialklasse. Jeg har da været misundelig, når jeg har set studenter springe rundt med en hue, siger Martin Bratholt Kristensen til TV2/Nord.
For straks at komme i gang med at bruge sin uddannelse, så har PMU i Sindal hjulpet med at finde videreuddannelse, praktik eller job efter sommerferien til de 17 nye STU-ere.
- Samfundet efterspørger jo at alle, tager del i at løfte samfundsopgaverne, så vi er glade for at det er lykkedes at få så mange i gang med noget efter STU-en, siger Leif Jensen, der er praktikvejleder på PMU.
Med specialpædagogisk bistand har de unge været igennem et tre-årigt forløb med både praktiske fag i værksteder og almen dannende fag som dansk og matematik.
Efter sommerferien skal Martin Bratholt Kristensen starte i praktik i Rema 1000 i Vejgaard.