Hurtig-færge endelig godkendt
Color Lines nye superspeed-færge endelig klar til overlevering
Finske Aker Yards i Rauma og værftets underleverandører har nu fået repareret det støjfilter, som ikke fungerede tilfredsstillende, og skibet er godkendt af alle nødvendige instanser, siger kommunikationschef i Color Line, Helge Otto Mathisen til den norske avis Fædrelandsvennen.
Dermed ser det nu ud til at Color Line vil kunne gennemføre den første kommercielle tur med superspeed-færgen den 14. marts.
- Vi arbejder nu på højtryk for at få færgen til Kristiansand så hurtig som muligt. Når alt er klart vil vi sætte en dato for dåb og første sejlads, siger Mathisen.
På grund af problemer med elektronisk støj måtte Color Line aflyse den storstilede folkefest i Hirtshals den 29. februar. Dette var den blot en af en lang række forsinkelser for superfærgen.
Den elektroniske støj førte til at skibet ikke blev drifts-godkendt af den norske myndighed Direktoratet for Samfunnssikkerhet og Beredskap (DSB). Ifølge Mathisen er skibet nu godkendt af DSB samt Det norske Veritas og Sjøfartsdirektoratet.
- Vi vil overtage færgen i løbet af næste uge. Præcis hvornår har vi ikke bestemt endnu, siger Mathisen til Fædrelandsvennen.
Superspeedfærgen skulle have været klar til levering allerede den 10. december i fjor. Nu ser det altså ud til, at passagerne vil få en flot påskegave i stedet for julegave, siger Mathisen.